Mental sundhed er et vigtigt grundlag for trivsel, overskud og livskvalitet. Læs mere om, hvad mental sundhed er, og hvordan du kan forbedre dit eget mentale helbred.
Hvad er mental sundhed?
Mental sundhed handler om mere end at undgå psykiske lidelser. Det handler om at have mentalt velvære, der gør dig i stand til at håndtere livets stress, udfolde dine evner, udvikle dig og være en del af samfundet. Så du med velbefindende kan indgå i fællesskaber med andre mennesker. Det her er WHO’s definition af mental sundhed, og det vidner om at mental sundhed er langt mere kompleks end blot overlevelse. Det opleves også meget forskelligt fra person til person. Vi vil alle opleve forskellige udfordringer fra tid til anden med at opretholde vores mentale sundhed. Der er nemlig mange forskellige faktorer, der påvirker vores psykiske sundhed. Det er alt fra individuelle psykologiske og biologiske faktorer, som følelsesmæssige evner og genetik. Til samfundsmæssige strukturer som sociale og økonomiske udfordringer. Lige fra fattigdom til ulighed. Men ligeledes mødes vi også alle af beskyttende faktorer. Det kan være vores individuelle evner, sociale relationer, uddannelse, arbejde eller andre ting der virker støttende for dig.
Hvornår er man mentalt usund?
Mental mistrivsel opstår ofte, når man er udsat for flere individuelle og samfundsmæssige faktorer, der påvirker den psykiske sundhed negativt. Det kan for eksempel være, at man har haft en udfordrende barndom, der ikke har udviklet ens individuelle færdigheder til at håndtere de udfordringer, man møder i livet som voksen. Hvis man over længere tid oplever en lav grad af psykisk sundhed, så viser undersøgelser, at det giver større risiko for at udvikle fysiske og psykiske sygdomme. Det kan være alt fra hjertekarsygdomme til depression. Det er dog vigtigt at huske på, at ens mentale sundhed ikke er en fastlåst tilstand. Det er muligt at forbedre eller forværre den mentale sundhed over tid. Derfor er det vigtigt, at vi løbende forholder os til, hvordan vi har det. På den måde kan man sætte ind og arbejde med at forbedre ens mentale sundhed. Det er et håb, alle mennesker fortjener.
Hvad kræver det, at blive mentalt sund?
Den gode nyhed er, at du altid kan gøre noget for at øge din psykiske sundhed. Som vi beskrev i definitionen opleves mental sundhed meget forskelligt fra person til person. Derfor bør du også tænke på at forbedre din egen mentale sundhed og ikke sammenligne den med andres. Uanset om vi sammenligner vores økonomi, mentale sundhed eller lykke med andre, så vil vi altid føle, at vi mangler noget. Derfor bør du ikke sammenligne dine egen mentale sundhed med andres.
Hvad kan du selv gøre?
Der er mange ting, du kan gøre for at forbedre din mentale sundhed. For eksempel viser mange studier, at sund kost, god søvn og motion påvirker den psykiske sundhed positivt. En anden afgørende faktor er vores sociale relationer. Mennesket er et socialt væsen. Så hvis ikke vi føler os som en del af et fællesskab på den ene eller anden måde, så påvirker det vores trivsel negativt. Udover at leve sundt og være en del af sociale fællesskaber, så handler mental sundhed også om, at gøre noget meningsfuldt. Hvis ikke vores tilværelse føles meningsfuld, så er det svært at finde energien til at gøre ting. Det er en pointe, vi bl.a. har lært fra Viktor Frankl, der overlevede 4 år i koncentrationslejrer under 2. verdenskrig. Han var samtidig psykiater og skriver levende, hvordan han løbende finder mening i livet i fangelejrene på trods af det ellers virker håbløst og meningsløst udefra. Men det at han lykkes med at finde en mening midt i helvede, giver ham energien til at overleve.
Få bedre psykisk sundhed med HjerneRO podcasten
Så, når du vil være mentalt sund, skal du altså leve sundt, være social og gøre noget meningsfuldt. Men hvordan får du overskuddet til det? Når man har en lav psykisk sundhed, så har man sjældent overskud til at starte motionsvaner op, man er ofte tilbageholdende for sociale relationer, og meget kan føles meningsløst. Fælles for dem alle er ofte, at vores tanker holder os tilbage. Vi overtænker hvad, andre mon tænker om os. Vi bekymrer os om, vi mon er gode nok, som vi er. Vi hænger fast i tanker om fortidens smerte. Tankerne er i virkeligheden en stopklods for din mentale sundhed. Men når du får ro på tankerne, så letter tågen, og du vil få overskuddet til at være noget for dig selv, være sammen med andre mennesker, og du vil kunne se det meningsfulde i dit liv. Derfor er HjerneRO afgørende for din mentale sundhed.
I HjerneRO podcasten dykker vores psykologer Mads og Martin løbende ned i emner relateret til HjerneRO, og her vil du over tid lærer, hvordan du får ro i hovedet, så du kan styrke din mentale sundhed.