Busy Snapping
Forestil dig at du sidder over frokosten med en kollega. Det er torsdag, og ugen har været en intens rutschebanetur. Endnu engang – madpakker, deadlines, møder, skippede træninger, konflikter – You name it.
I griner lidt opgivende over, hvordan planlægningen i afdelingen sejler, hvordan kalenderen konstant bliver rykket rundt, og hvordan du aldrig får svaret på de mails, du egentlig skulle. Det føles rart. Du føler dig hørt. Set. Lettet.
Men i kaffepausen sker det samme. Og i morgen til frokost er emnet uændret. Når du kommer hjem og står i køkkenet med din partner, er emnet det samme. "Det sejler på arbejdet skat. Jens, han er helt væk fra vinduet".
Dag efter dag det samme. De samme snakke om de samme problemer uden at komme videre. Det som en grammofonplade, der er gået i hak.
At tale om problemer føles rart. Men at tale meget om problemer uden at løse dem, svarer til at binde sine snørebånd sammen og sabotere sig selv.
Hvorfor taler vi om vores problemer i stedet for at løse dem?
Det korte svar? Fordi det føles bedre. I hvert fald lige i øjeblikket.
Når vi står i noget svært, får vi automatisk en ubehagelig følelse i kroppen. Vi føler os pressede, vrede, sårede, bange, frustrerede. Og vi gør det, vi har lært fra barnsben: Vi siger det højt. Vi deler. Vi ventilerer. Luften skal af ballonen.
Det lindrer. Vi får luft. Og det ER en vigtig del af det menneskelige samvær. Men det bliver en udfordring, når det bliver det eneste, vi gør. Når vi gang på gang taler om det samme problem, men aldrig bevæger os tættere på en løsning.
Du kender det sikkert også var den anden side af stolen. Når det er dig, der skal lytte til de andres problemer. Vennen der hver gang I tales ved, taler om det samme problem i årevis uden at gøre noget ved det. Partneren, der hver dag taler om de samme udfordringer på arbejdet. Kollegaen, der altid brokker sig over de samme udfordringer. Ingenting sker.
Men var der ikke en psykolog, der engang sagde, at man skal tale om det? Jo, og det virker sommetider, når det giver os bedre indsigt i problemet, og vi så kan løse det. Men mange gange kan snakken fastholde os i de ubehagelige følelser.
Hvorfor kan det gøre det værre at tale for meget om sine problemer?
Det lyder paradoksalt, men nogle gange forværrer vi vores egne problemer, jo mere vi taler om dem. Og det skyldes en simpel mekanisme i hjernen: Det, vi giver opmærksomhed, vokser.
Jo mere du taler om, hvor frustreret du er, jo mere vil frustrationen fylde i dig. Du bliver mindet om den igen og igen, og din hjerne begynder at bygge en fortælling op: "Det her er slemt. Det her er stort. Det her er uløseligt."
Og når du deler det med andre, så kan du faktisk – uden at ville det – trække dem med ind i samme spiral. Vi bonder over det svære. Vi nikker genkendende til hinandens brok. Vi bliver enige om, at "det hele sejler".
Det starter som et forsøg på at få støtte og finde social samhørighed, men ender med at forstærke og smitte de andre omkring dig med de negative følelser. Og I kommer til at sidde fast som i kviksand. Jo, mere I taler om det negative ved problemet uden at løse. Jo, mere synker i ned i håbløsheden og bliver handlingslammet.
Problemet er ikke, at I taler om jeres problemer og frustrationer. Problemet opstår hvis I ikke taler om andet, og aldrig får løst problemet. Det handler derfor ikke om du taler om dine problemer. Men mere hvordan og hvor tit? Og vigtigst af alt: Kommer du tættere på en løsning?
Hvordan løser man sine problemer i stedet?
Hvis man er vant til at tale om sine problemer, hver gang man får en intens følelse, så kan det være svært at finde en vej til at tale mindre om problemerne. Men her er 3 konkrete råd til at blive bedre til at løse problemerne end at tale om dem.
1. Vent før du reagerer
Når du står midt i en følelse, så er det som at stå i midten af en røgsky. Du kan ikke se klart. Det er derfor, mange af os reagerer hurtigt på følelsen: Sender den vrede mail, som vi fortryder senere. Eller taler opgivende udover kontorlandskabet, om det der lige frustrerer os nu og her.
Her er et bedre alternativ: Giv det lidt tid. Følelser er midlertidige. De går op og ned. Hvis du venter lidt så nedregulerer kroppen stille og roligt følelsen igen. Det minder lidt om at blive trukket op i Tivolis rutchebane for så at blive slynget rundt for en stund, før vi lander igen.
Næste gang du får en intens følelse pga. et problem, så øv dig i at udskyde din reaktion i 5 minutter. Det kan være svært særligt i starten. Men husk at verden sjældent går under på 5 minutter. Når tiden er gået, kan du vælge at tale om det. Men formentlig vil du opleve, at følelserne er lidt mindre intense end før. Over tid kan du forlænge tiden inden du reagerer på følelsen. Jo, længere tid. Jo, mere vil kroppen have nedreguleret følelsen.
2. Brug DBA-modellen
Sommetider kan det være svært at strukturere sine tanker omkring et problem. Men DBA-metoden er en simpel metode, som kan hjælpe dig med at komme frem til en løsning på dit problem:
- Definér: Hvad er egentlig problemet? Ikke bare: "Jeg er stresset", men: "Jeg har alt for mange opgaver, og ved ikke, hvad jeg skal prioritere". Vær nysgerrig på det underliggende problem.
- Brainstorm: Hvilke muligheder har jeg? Også de skøre. Også dem, du ikke nødvendigvis har lyst til. Det handler om at skabe perspektiv og overblik over mulighederne.
- Action: Tag handling. Hvad vil jeg forsøge at gøre for at løse det her problem? Hvis ikke det virker. Så har du lært noget nyt, og kan tage en runde mere med DBA-metoden.
Pointen er ikke at finde den perfekte løsning med det samme. Pointen er at bevæge sig fremad.
3. Skab et refleksionsrum i dit team
Hvis du arbejder i et team, så ved du, at frustrationer, brok og negativ snak om problemer, kan dræne, selv hvis vi ikke selv hopper med på vognen.
Men hvordan begrænser man den negative snak, samtidig med at man giver plads til det?
Ét konkret redskab til det, er at indføre faste refleksionsmøder i teamet. Et fast møde (fx en gang om måneden), hvor I må sige alt det, der frustrerer jer. Men med en regel: Vi taler ikke bare for at ventilere. Vi taler for at forstå og løse. Så beslut jer for, hvordan I vil forsøge at løse problemt.
Det skaber psykologisk tryghed, ærlig snak og ikke mindst fremdrift. Og det fjerner brok fra kaffemaskinen og flytter det hen, hvor det faktisk gør gavn.
Vi ser igen og igen, at teams, der har et refleksionsrum, trives bedre, kommunikerer bedre og får løst flere af de problemer, der ellers bare hang i luften som tyk tåge.
Du må godt tale om dine problemer. Men gør det med et formål.
Målet er ikke at undertrykke. Det handler ikke om at bide tingene i sig og lade som ingenting. Det handler om at tage dine frustrationer alvorligt – på en måde, der faktisk gør en forskel.
Næste gang du mærker trangen til at sige: "Det er også bare for meget det her..." – så stop op et øjeblik. Træk vejret.
Spørg dig selv:
- Vil jeg bare have luft lige nu?
- Eller vil jeg gerne finde en vej videre?
Begge dele er fair. Men hvis du opdager, at du går i ring, uge efter uge, så er det måske tid til at skifte spor.
Du behøver ikke have alle svar. Du behøver ikke fikse det hele i dag.
Men du kan tage det første skridt.
Og det er nok til at starte forandringen.
